Vi bør ikke overse at den blandt folket ellers så højt elskede forfatter Jeppe Aakjær nærede et uforsonligt fjendskab mod religion, og at han, således som man desværre må konstatere at det er tilfældet med mange af åndens arbejdere, derfor var ude af stand til virkelig at forstå det liv som er det almindelige menneskes.
"Af alle de unyttige Bestræbelser, hvormed Menneskeaanden har plaget sig under Solen, har den sikkert ikke omfattet nogen med større Interesse end Frelseriet, — at frelse imaginære Ting fra imaginære Farer, frelse den menneskelige Sjæl, hvis Existens er saare omstridt,
fra et Helvede — der ikke er mindre omstridt, —
til en Himmel, hvis Tilværelse just heller ikke hører til de uomstødelige Kjendsgerninger. Denne Interesse har ikke altid ytret sig med samme Styrke. Til visse Tider har den været saa temmelig udslukt, til andre Tider har den huseret som et Delirium, som en Hjærneinflammation, der har krævet hele Folkeslag som Ofre. Somme Lande har været mere forskaanede end andre; hos os ser Ondet ud til at være permanent.
Religiøsitet i
den gængse Forstand er blot en Aandsdovenskab, der sniger sig over magelige Naturer, der aldrig er vante til at tænke en Tanke til Ende. Den hører hjemme blandt Haandens og Aandens Almue, der ynder at faa sig forelagt Livsproblemerne i Form af færdige Dogmer, der ligesom Afføringspiller sluges uden at tygges. Da Religiøsiteten kræver en Almue for ret at trives, er et Bondeland som vort prædestineret for megen religiøs Hjemsøgelse […]"
(
Samlede Værker, bd. 4, pp. 23-24)