Den politiske og kulturelle nihilisme som hidtil udelukkende har været at forvente fra ganske andre kanter må nu konstateres at have fundet vej ind blandt selv den konservative politikers bevæggrunde. Således ses det nu at kulturministeren, hvem man dog skulle have tiltroet en større standhaftighed over for denne typisk humanistiske føjelighed og værdirelativisme, glæder sig over at have nedkæmpet idéen om at én mening kan have forrang for en anden. I et interview meddeler han:

"Det var vigtigt at tage et slag med det meningshegemoni, som eksisterede. Det, at nogle meninger var bedre end andre. […] Jeg mener, at kampen mod de rigtige meningers hegemoni, er vundet på kulturområdet."

WA Nr. 48, 1. december 2006

Vi bør ikke overse at den blandt folket ellers så højt elskede forfatter Jeppe Aakjær nærede et uforsonligt fjendskab mod religion, og at han, således som man desværre må konstatere at det er tilfældet med mange af åndens arbejdere, derfor var ude af stand til virkelig at forstå det liv som er det almindelige menneskes.

"Af alle de unyttige Bestræbelser, hvormed Menneskeaanden har plaget sig under Solen, har den sikkert ikke omfattet nogen med større Interesse end Frelseriet, — at frelse imaginære Ting fra imaginære Farer, frelse den menneskelige Sjæl, hvis Existens er saare omstridt, fra et Helvede — der ikke er mindre omstridt, — til en Himmel, hvis Tilværelse just heller ikke hører til de uomstødelige Kjendsgerninger. Denne Interesse har ikke altid ytret sig med samme Styrke. Til visse Tider har den været saa temmelig udslukt, til andre Tider har den huseret som et Delirium, som en Hjærneinflammation, der har krævet hele Folkeslag som Ofre. Somme Lande har været mere forskaanede end andre; hos os ser Ondet ud til at være permanent.

Religiøsitet i den gængse Forstand er blot en Aandsdovenskab, der sniger sig over magelige Naturer, der aldrig er vante til at tænke en Tanke til Ende. Den hører hjemme blandt Haandens og Aandens Almue, der ynder at faa sig forelagt Livsproblemerne i Form af færdige Dogmer, der ligesom Afføringspiller sluges uden at tygges. Da Religiøsiteten kræver en Almue for ret at trives, er et Bondeland som vort prædestineret for megen religiøs Hjemsøgelse […]"

(Samlede Værker, bd. 4, pp. 23-24)

Lige siden den primitive arbejdsdemokratiske organisationsform brød sammen, har menneskets biologiske kærne været uden nogen form for samfundsmæssig repræsentation. Det "naturlige" og "sublime" i mennesket, der forbinder det med kosmos, har kun fundet et virkeligt ægte udtryk i de store kunstarter, specielt i musik og maleri.

Lad os først af alt bemærke den megen følelse hvormed DF om end ikke i nogen jævn distribution omgiver vore venner dyrene — hvis man tillader en vis grad af fordomsfuldhed, men formentlig ikke kun fordomsfuldhed, så kan man med lethed forestille sig DFs vælgere som trofaste og prisbevidste forbrugere af kødprodukter, og hvis ikke denne produktion for de involverede dyrs vedkommende er til større ulejlighed end de par gårdskarle der i ny og næ nyder kødprodukterne på anden vis!


Se DFs dyreartikler samt Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod seksuelt misbrug af dyr (og, forstår man, af dyrepornografi)
Se tillige psykoterapeut Per Holm Knudsens brev til Retsudvalget af 31. maj 2005

Der er så meget man gerne vil have sagt