Med forlov tager vi her et ikke så appetitligt men ikke desto mindre ganske alment emne op, et emne i hvilket man ikke undgår at se en langt videre indebyrd, ja, vi behøver vel blot at minde om de små ord, und wirklich gleicht "der Geist" am meisten noch einem Magen, for at give et indtryk af problemets så at sige analoge dimensioner. Som det er kendt for enhver der har været i udlandet og således har været nødsaget til at spise fremmede madvarer, da er det snarere reglen end undtagelsen at der deraf følger visse ubehagelige fordøjelsesmæssige konsekvenser. På samme måde forholder det sig med al den fremmede åndelige føde, som med det såkaldte ungdomsoprør og siden hen som en konsekvens af den utøjlede indvandring er blevet ført ind i landet: det er den som er skyld i de svære åndelige kvaler, for at sige det lige ud, den åndelige forstoppelse, som danskerne nu lider under! Således ser vi hvordan menighederne rundt omkring i landet døjer voldsomt under fremmedartede forestillinger og vrangforestillinger, så som healing og reinkarnation og man ved snart ikke hvad. Og nu er denne om end mere prosaisiske dimension af problemet kommet for en dag: Danskerne døjer med afføringen!

Vi citerer her Poul E. Andersens kronik fra Jyllands-Posten 10. maj, 2007. Den tidligere domprovst slår et velrettet slag imod den efterhånden altdominerende multikulturalisme, imod hvilken det for længst har været på høje tid at råbe vagt i gevær! Som det fremgår er multikulturalismen, tillige med dens ledsager kulturrelativismen, et udslag af den vestlige civilisations omsiggribende nihilisme, der som en sygdom fortærer vor kultur, dens stolthed og selvværd, lader den sygne hen og udarte i træthed og selvfornægtelse.


Hippe kulturfordærvere

For nylig kunne vi opleve den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen med det smukkest tænkelige flot designede muslimske tørklæde som sand rollemodel for usikre små muslimske piger. For at skabe et billede af kulturernes mangfoldighed havde hun ladet sig fotografere ved siden af den djærve fiskerkone på Gammmel Strand. Den sprudlende nyinspirerede og moderne person op mod historiens grå aflejring.
Gerner Nielsens skønhed blev tydeligt fremhævet af det elegante tørklæde. Og hun bar det så naturligt, som om det havde fulgt hende i mange år. Hvad det vel på en måde også har. En smule drillende kan man måske sige, at Gerner Nielsen har smidt masken og grebet sløret. Frydefuldt har hun sikkert kunnet sige til sig selv, at nu lyses den nye, levende globaliserede kultur i kuld og køn med hele den mangfoldighed, som vore nye borgere har bragt os, og nu har vi mod til at sparke den udlevede, nationale bornerthed ned fra dens støvede hylder, så alle kan forstå, hvor smukt og nyskabende ethvert bidrag fra verdenskulturen tegner sig i vort land. Det multikulturelle Danmark folder sig ud.

Der er en friskhed og en forførende selvbevidsthed over Gerner Nielsen og hendes trosfæller. De lever i deres luftige kulturradikale feslot og fryder sig over de smukke moralske træk, som de mener at kunne se i multikulturalismen, denne brede anskuelse med moralske træk, som hæver de rettroende op over den normale menneskelige sfære.

Men hvad er så egentlig multikulturalismen? Først og fremmest er det en åndsstrømning, som nyder støtte fra de moderne samfunds allerhøjeste top. FNs højkommissær for menneskerettighederne, Mary Robinsom, erklærede i 2001, at »den menneskelige mangfoldighed må anerkendes som et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, at man må vælge en forpligtelse overfor det multikulturelle samfund i en verden, der håber på at høste fordelene ved globaliseringen«.

Men også på det lidt jævnere plan er der opbakning. I 1995 udtalte forfatteren Ole Hammer således om multikulturalismen: »Det flerkulturelle samfund er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelse hermed«. Biskop Kjeld Holm, tidligere formand for Nævnet for etnisk Ligestilling, siger i bogen Visioner for religionsfrihed: »Nævnet for etnisk Ligestilling har en vision for det danske samfund, en vision om det multietniske velfærdssamfund hvor der er plads til etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed, og hvor mangfoldigheden betragtes som et potentiale og ikke som et problem«.

Det Radikale Venstre og dets ideologiske trosfæller i alle partier har forstået multikulturalismen som et naturligt udgangspunkt for det politiske arbejde, der kan føre til integrering af et stadigt større antal flygtninge til gavn for vort land. For Danmark skal være det åbne samfund.

Den multikulturelle forestilling er bl.a. udsprunget af overvejelser, som antropologer og kultursociologer har gjort sig i mødet med ikke-vestlige folk. Og det er overvejelser, som blev overtaget af venstreorienterede grupper i Vesten, endnu før deres holdbarhed var blevet prøvet i et virkeligt kulturmøde. Hvilket har vist sig at være katastrofalt.

En klog mand (Zygmund Bauman) siger en smule ironisk om bevægelsen: »Multikulturalismen er for tiden de lærde og opinionsskabende klassers mest almindelige svar på den verdensomspændende usikkerhed om, hvilke værdier der fortjener at blive højnet og dyrket, og hvilken retning udviklingen skal tage. Dette svar er hurtigt ved at blive den politiske korrektheds ypperste lovsætning, ja bliver endog til et aksiom, der ikke kræver nogen forklaring«.

Igennem århundreder har Vestens folk været overbevist om, at den kultur, som de repræsenterede, var langt bedre udviklet end nogen anden kultur på jorden, og de gjorde sig store anstrengelser for at udbrede den til mindre udviklede kulturer, til folk, som de mente burde være taknemmelige for at få del i den. Multikulturalisterne gjorde imidlertid sammenbidt op med denne kulturelle overlegenhed.

De mener, at den udtrykker en kulturimperialisme, som bør bekæmpes, fordi den nægter at anerkende, at alle kulturer bygger på relative værdier. Og det har de gjort med alle midler og ud fra den tese, at alle kulturer og alle værdier i bund og grund er relative. Ingen, og slet ikke Vestens borgerlige samfund, repræsenterer absolutte værdier, og der eksisterer ingen bestemt overordnet kulturforståelse, hvorfra man kan betragte og bedømme andre kulturer. En kultur kan nemlig kun forstås og vurderes indefra på grundlag af sine egne værdier og målestokke. Derfor er det selvfølgeligt, at alle kulturer har samme værdighed og lige rettigheder. Og de må behandles med samme respekt.

Det gælder også, selvom de for udenforstående rummer skikke, normer og ideer, der af os opfattes som uønskværdige, brutale, uæstetiske eller direkte frastødende. Vi skal ikke komme med vor bedreviden og bedømme andre. I stedet må vi iføre os tolerancens ham og synge med på den melodi, som de selv anslår. Det er den eneste sømmelige adfærd.

Det dannede samfund med de gode mennesker må lægge kulturimperialismen bag sig. Vi må tage det veldesignede tørklæde på os og åndeligt lade os forevige på Gammel Strand. Dermed giver vi endeligt udtryk for vor solidaritet med alle de nye kulturer og al den kulturelle rigdoms stolte traditioner.

Enhver kan se, at den grundholdning, som multikulturalismen hviler på, er tolerancen. Tolerancen er det etiske udtryk for kærlighed til næsten, som ikke behøver nogen religiøs begrundelse. Og det er med tolerancen, vi skal nærme os vore nye borgere og deres kulturelle ballast, og det er forståelse og tolerance, der kræves i de politiske tiltag, som skal sikre en smidig integration.

Det betyder dog ikke, at den multikulturelle tolerancetanke er båret af en blød humanisme. Den kræver simpelthen tolerance af alle dem, som engagerer sig, eller beskæftiger sig med indvandring og integration. Her bliver den totalitær og anklages for af have alt for let ved at synke ned i selvretfærdighed. Og hermed følger så den uanfægtelige intolerance overfor enhver, som ikke deler de gode menneskers opfattelse af tilværelsen.

Denne tvetydighed har været meget stærkt fremtrædende i indvandrer- og integrationsdebatten i Danmark og har ofte forhindret en nøgtern politisk stillingtagen til væsentlige sager. Multikulturalismen har været et filter, som har forhindret klare anskuelser i at gøre sig gældende.

Multikulturalister her i landet er med deres relativisme parat til at tolere skikke, holdninger og traditioner hos fremmede kulturer, som de møder omkring sig, fordi mange af dem for længst har givet afkald på deres egne normer. Sådanne normer er nemlig i deres optik udtryk for hø og hakkelse i lilleputnationens rejsestald, de tegner et lille lukket land med udpræget nationalisme, og næsten komisk er det i sin indadvendthed. Det må åbnes, så det forstår, at det er frydefuldt at lade sig vugge på de bløde bølger fra verdenshavene.

Multikulturalisterne er forsvarsløse, når de møder totalitære holdninger hos især muslimske indvandrere. De er identitetsløse og har intet forsvarsberedskab. Derfor gør de retræten til en dyd og glemmer ikke at håne dem, som finder grund til at tage kampen op. Selv finder de det ikke smertefuldt, for netop fremdriften, nyskabelsen og selvsikkerheden hos de nye borgere viser, at de med det for os nye og udfordrende er rede til at udfylde tomrummene efter en udlevet hjemlig kultur.

Men et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem.

Derfor må de multikulturelle bestandigt konfronteres med ubehagelige spørgsmål: Skal Danmark respektere en religionsstifter, som hyldes for sin militarisme, sit had til andre religioner, og hvis seksuelle overgreb endog med pædofil karakter er helt uacceptable selv i en frisindet verden? Kan I tolerere en religion, som rummer trusler om dødsstraf for frafaldne, som hævder mandens ejendomsret over sin hustru, som begrænser kvinders arveret til halvdelen, som efter sharialoven straffer utro kvinder med døden, som nægter at tage afstand fra sadistiske straffe som stening, æresdrab og håndsafhugning? Og hvor længe finder I det rimeligt, at der opretholdes forbud mod ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand. Kan I relativere disse forhold?

Om den tolerante multikulturalisme siger den skarpe islamkritiker Ibn Warraq: »Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler. Vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd«. Multikulturalisterne er hippe kulturfordærvere.

Lad os citere dette fine indlæg fra Jyllands-Posten (2. maj, 2007) — vi kunne bestemt ikke have udtrykt det bedre selv! —:

Glemt skik og brug
Af Agnete Knudsen, […] Randers
TAK TIL sognepræst Gudmund Rask-Pedersen, der 27/4 gør opmærksom på det selvfølgeligste, at dåb hører hjemme ved søndagsgudstjenesten. Ja naturligvis, hvornår ellers?

I marts måned var jeg til dåb i familien, i en århusiansk kirke på en søndag.
Der var tre dåbshandlinger, de fandt sted før prædikenen. Alle gæsterne sad i kirken, ja, for de fleste blev siddende under hele dåbshandlingen. Først da præsten behjertet sagde:
»Skal vi bede Fader Vor sammen, før hele menigheden sætter sig?« rejste alle sig. Før var jeg nærmest vred, nu trak jeg på smilebåndet.
Det foruroligende er jo den udtalte kirkefremmedhed, som vises ved den adfærd. Præster skal i én uendelighed bede menigheden om at rejse sig. Jeg skammer mig, det er en sorg, at vi er nået så vidt. Er kristendommen i Danmark ved at blegne? Har vi det for godt?
Det er ca. 1.000 år siden, Ansgar byggede den første kristne kirke i Danmark. Den var velkommen, det var den lille gnist, der blev til et bål, men er bålet ved at gå ud indefra? Skal vore kirker overtages af andre? De er jo lige til at gå til.
Præsterne kunne måske intensivere vort såkaldte velfærdssamfund i deres samtaler ved dåb, konfirmation, vielse og begravelse, for det kan vel ikke passe, at vi har klippet vores egen livline over, tråden fra oven.
Hvad skal vi bruge den til, denne line?

Arkæologiske intereser er jo rosværdige, men man foretager ingen udgravninger, hvis man ved disse undergraver de levendes boliger, så de styrter sammen og begraver menneskene under deres ruiner. De religiøse doktriner er ikke et emne, som man kan spekulere over som over et hvilket som helst andet. Vor kultur er opbygget på dem; bevarelsen af det menneskelige samfund har som forudsætning, at det store flertal af menneskene tror på disse doktriners sandhed. Hvis man siger til menneskene, at der ikke findes nogen almægtig og alretfærdig Gud, ingen guddommelig verdensorden og intet liv efter døden, så vil de føle sig befriet for enhver forpligtelse til at følge kulturforskrifterne. Enhver vil uhæmmet, uden angst, følge sine asociale, egoistiske drifter, søge at udnytte sin magt, og det kaos vil på ny begynde, som vi har fået brugt mange årtusinders arbejde på at få under kontrol! Selv hvis man vidste og kunne bevise, at religionen ikke ejer sandhed, måtte man fortie det og opføre sig som om den gjorde. Til alles gavn! Og bortset fra et sådant foretagendes farlighed er det også en formålsløs grusomhed! Utallige mennesker finder i religionen deres eneste trøst og kan ved dens hjælp udholde livet. Man vil berøve dem denne støtte og kan ikke give dem noget bedre i stedet. Man har indrømmet, at videnskaben i vor tid ikke præsterer meget, men selv hvis den gjorde, ville den ikke være nok for menneskene. Mennesket har andre, langt vigtigere behov, der ikke kan tilfredsstilles af den kølige videnskab!

Det er jo desværre en kendsgerning at mange præster er aldeles ude af trit med det almindelige menneskes tro, ja, som vi har måttet erfare er der præster som end ikke har nogen tro! Et klart eksempel på disse akademikeres fortænkte og intellektualistiske "religion", som for den menige kristne — og det med rette! — fremstår som det rene tankespind, om ikke, for at sige det lige ud, det rene vrøvl, bringer vi her et citat af Johannes Sløk (fra Niels Højlunds anmeldelse af Kjeld Holms Mennesket er en misforståelse — mit venskab med Johannes Sløk, Weekendavisen, 4. april, 2007): "Jeg er tvunget til det indfald, at der må findes en anden virkelighed end det, man kalder virkeligheden… thi under det, man kalder virkeligheden, gaber intethedens afgrund… det blev mit livs altbeherskende problem… Gud måtte være det altbestemmende og dog principielt fraværende, og kun i min søgen efter Gud, var Gud til stede — som det eftersøgte." Hvis det, som man kan have en mistanke om, er den slags tro også folkekirkens præster gør i, kan det sørme ikke undre at det står sløjt til!

Vi skynder os at gøre opmærksom på Amazon.com's nye prisværdige tiltag: udover at de med et udsalg af kristne bøger — 40% rabat! — hjælper med til at sprede det glade budskab, har de oprettet en hel kristen sektion med både musik og litteratur, lydbøger og meget andet!

Hjertedating

Ja, alle er vi jo i bund og grund ensomme og hjælpeløse væsener, og den dag hvor vi skal stå til regnskab for Vorherre, som vi jo alle skal, ja der står vi jo alene. Men inden vi forlader denne verden, da er der en trøst og en varme at finde, som end ikke Jesus kan give os, og den er at finde i det fællesskab, det venskab som en livsledsager bibringer os, en med hvem vi kan dele troen, en med hvem vi kan dele såvel sorger som glæder. Derfor må vi værdsætte det gode initiativ som Kristeligt Dagblad nu har taget, nemlig det topmoderne digitale kontaktbureau Hjertedating. Her er vægten lagt på det egentlige ved mennesket, troen og det åndelige — en velkommen modvægt til den måde hvorpå man i højere og højere grad kun værdsætter hinanden for ydre og overfladiske ting som udseende, rigdom, stilling, status og intelligens. Vi bringer her chefredaktør Erik Bjergagers indtroduktion:

"Lige børn leger bedst, lyder det gamle ordsprog. Flere undersøgelser fra de senere år viser, at også danskere søger kærester, koner og mænd med samme grundværdier og livsindstilling. Kærligheden opstår mange steder, i de senere år ikke mindst via internettet. Det tager Kristeligt Dagblad nu konsekvensen af. Derfor har vi åbnet denne hjemmeside for mennesker, der ønsker at møde andre, som fortrinsvis har et kristent livssyn.

Hjertedating.dk er navnet på den nye hjemmeside. Bare i løbet af de første uger, hvor vi har åbnet for registrering, har over 600 mennesker meldt sig. Det tager vi som tegn på, at der er et behov for dette initiativ.

Der findes i dag datingsider for stort set alle grupper af mennesker. Landmænd kan finde koner og mænd på hjemmesiden farmerdating. Der er datingsider for særligt veluddannede og velstående folk og datingsider for særligt smukke mennesker. Kristeligt Dagblad ønsker ikke at gå ind på et marked for dating efter profession, udseende eller andre ydre fællesnævnere. Vi vil lave et mødested for mennesker, for hvem deres livsanskuelse har særlig betydning. Det er derfor vores håb, at kristne i bred forstand kan mødes i det forum, vi stiller til rådighed.

Allerede nu kan vi se, at det er en mangfoldig skare, der ønsker at møde andre på den nye hjemmeside. På hjertedating.dk angiver de fleste, at de har et kristent livssyn eller i det mindste er optaget af kristendom. Nogle ønsker en ven eller en at drøfte livets alvorlige spørgsmål med, men langt de fleste søger en kæreste. De bor over hele landet, og enkelte nordmænd og svenskere har også fundet vej. De har alle tænkelige uddannelser og baggrunde. Den yngste, der indtil nu har tilmeldt sig hjertedating.dk er 18 år og den ældste 76. Erfaringen fra andre hjemmesider er, at det ikke kun er unge, der bruger dating på internettet til at finde en kæreste, ven eller ægtefælle.

Når Kristeligt Dagblad åbner for, at vore læsere og andre kan finde hinanden på denne møde, skyldes det ikke mindst behovet for at skabe en lødig og seriøs mødeplads, der tager udgangspunkt i menneskers kristne livssyn. Vi håber, at vore læsere vil bruge hjertedating.dk og sprede rygtet om, at siden nu eksisterer."