Hjertedating

Ja, alle er vi jo i bund og grund ensomme og hjælpeløse væsener, og den dag hvor vi skal stå til regnskab for Vorherre, som vi jo alle skal, ja der står vi jo alene. Men inden vi forlader denne verden, da er der en trøst og en varme at finde, som end ikke Jesus kan give os, og den er at finde i det fællesskab, det venskab som en livsledsager bibringer os, en med hvem vi kan dele troen, en med hvem vi kan dele såvel sorger som glæder. Derfor må vi værdsætte det gode initiativ som Kristeligt Dagblad nu har taget, nemlig det topmoderne digitale kontaktbureau Hjertedating. Her er vægten lagt på det egentlige ved mennesket, troen og det åndelige — en velkommen modvægt til den måde hvorpå man i højere og højere grad kun værdsætter hinanden for ydre og overfladiske ting som udseende, rigdom, stilling, status og intelligens. Vi bringer her chefredaktør Erik Bjergagers indtroduktion:

"Lige børn leger bedst, lyder det gamle ordsprog. Flere undersøgelser fra de senere år viser, at også danskere søger kærester, koner og mænd med samme grundværdier og livsindstilling. Kærligheden opstår mange steder, i de senere år ikke mindst via internettet. Det tager Kristeligt Dagblad nu konsekvensen af. Derfor har vi åbnet denne hjemmeside for mennesker, der ønsker at møde andre, som fortrinsvis har et kristent livssyn.

Hjertedating.dk er navnet på den nye hjemmeside. Bare i løbet af de første uger, hvor vi har åbnet for registrering, har over 600 mennesker meldt sig. Det tager vi som tegn på, at der er et behov for dette initiativ.

Der findes i dag datingsider for stort set alle grupper af mennesker. Landmænd kan finde koner og mænd på hjemmesiden farmerdating. Der er datingsider for særligt veluddannede og velstående folk og datingsider for særligt smukke mennesker. Kristeligt Dagblad ønsker ikke at gå ind på et marked for dating efter profession, udseende eller andre ydre fællesnævnere. Vi vil lave et mødested for mennesker, for hvem deres livsanskuelse har særlig betydning. Det er derfor vores håb, at kristne i bred forstand kan mødes i det forum, vi stiller til rådighed.

Allerede nu kan vi se, at det er en mangfoldig skare, der ønsker at møde andre på den nye hjemmeside. På hjertedating.dk angiver de fleste, at de har et kristent livssyn eller i det mindste er optaget af kristendom. Nogle ønsker en ven eller en at drøfte livets alvorlige spørgsmål med, men langt de fleste søger en kæreste. De bor over hele landet, og enkelte nordmænd og svenskere har også fundet vej. De har alle tænkelige uddannelser og baggrunde. Den yngste, der indtil nu har tilmeldt sig hjertedating.dk er 18 år og den ældste 76. Erfaringen fra andre hjemmesider er, at det ikke kun er unge, der bruger dating på internettet til at finde en kæreste, ven eller ægtefælle.

Når Kristeligt Dagblad åbner for, at vore læsere og andre kan finde hinanden på denne møde, skyldes det ikke mindst behovet for at skabe en lødig og seriøs mødeplads, der tager udgangspunkt i menneskers kristne livssyn. Vi håber, at vore læsere vil bruge hjertedating.dk og sprede rygtet om, at siden nu eksisterer."

Lad os give et uforbeholdent bifald til den forbilledlige klarhed hvormed Paven møder utugten: skilsmisse, abort, dødshjælp, vielse af homoseksuelle, etc. Hér kunne den danske folkekirke tage ved lære!
'Paven: Fraskilte må ikke have sex', Politiken, 13. marts 2007.

Hvorfor kan vi i Danmark ikke få en konge? Enhver nation har brug for et faderligt overhoved, men på grund af politisk smålighed og vor ellers udmærkede dronnings stivsind forhindres Prins Henrik i at indtage den plads som netop burde beklædes af en mand af hans format. Der er således ingen grund til som Ekstra Bladet at gøre sig lystig over at prinsen igen beklager denne for alle parter urimelige situation.

I stedet for den uldne og i betænkelig grad overbærende holdning vi i Danmark har til dovenskab, og med hvilken for øje man ikke kan forundres det fjerneste over hvor mange der vælger blot at drive den af og, for at kalde tingene ved deres rette navn, feriere på andre menneskers regning, da burde vi stramme op og anlægge en klar linje: valget mellem at komme i arbejde og yde et bidrag til det samfund vi alle skal leve i, eller som kun rimeligt er, at forlade det. Rent ud sagt: med udsigten til en landsforvisning kunne det være at man til sit eget og det øvrige samfunds bedste kunne lette sig fra sofaen og komme i gang. Eller hvis det passede én bedre: at drage bort fx til sydligere himmelstrøg, hvis lande og kulturer formentlig ville stemme bedre overens med éns valg af livsførsel.

Som det vil være mange bekendt er det og har længe været kunstnerne og de intellektuelle som indvirker nedbrydende på samfundet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i den måde hvorpå de over tilnærmelsesvis én kam forholder sig med hovmod og arrogance til det almindelige menneske og dets livsvilkår. For at give syn for sagen bringer vi her et lille udvalg af citater fra desværre kun alt for kendte forfattere som med deres nedladenhed og hån over for alt moralsk og samfundsmæssigt anstændigt må virke chokerende på de fleste læsere.

Lad os starte med at anføre hvorledes den tyske digterfilosof Friedrich Nietzsche betegner det store flertals liv som troende og ordentlige samfundsborgere "tugendhaften Dummheit" (Die fröhliche Wissenschaft, 1882), mens digteren Gottfried Benn med tilsvarende had mod almindelige mennesker i sit digt 'Eure Etüden' skriver: "Dumm sein und Arbeit haben, das ist das Glück" (Aprèsludes, 1955).

Hos psykoanalysens ophavsmand Sigmund Freud afvises med foragt og i én enkelt sætning hele den kristne tro: "Das Ganze ist so offenkundig infantil, so wirklichkeitsfremd, dass es einer menschenfreundlichen Gesinnung schmerzlich wird, zu denken, die große Mehrheit der Sterblichen werde sich niemals über diese Auffassung des Lebens erheben können." (Das Unbehagen in der Kultur, 1930)

Til sidst en passage fra kommunismens fader, Karl Marx; det ses her med al tydelighed hvordan hans filosofi ikke er andet end det rationaliserede udtryk for et blindt had til religionen:

"Für Deutschland ist die Kritik der Religion im wesentlichen beendigt, und die Kritik der Religion ist die Voraussetzung aller Kritik.
Die profane Existenz des Irrtums ist kompromittiert, nachdem seine himmlische oratio pro aris et focis |Gebet für Altar und Haushalt| widerlegt ist. Der Mensch, der in der phantastischen Wirklichkeit des Himmels, wo er einen Übermenschen suchte, nur den Widerschein seiner selbst gefunden hat, wird nicht mehr geneigt sein, nur den Schein seiner selbst, nur den Unmenschen zu finden, wo er seine Wirklichkeit sucht und suchen muß.
Das Fundament der irreligiösen Kritik ist: Der Mensch macht die Religion, die Religion macht nicht den Menschen. Und zwar ist die Religion das Selbstbewußtsein und das Selbstgefühl des Menschen, der sich selbst entweder noch nicht erworben oder schon wieder verloren hat. Aber der Mensch, das ist kein abstraktes, außer der Welt hockendes Wesen. Der Mensch, das ist die Welt des Menschen, Staat, Sozietät. Dieser Staat, diese Sozietät produzieren die Religion, ein verkehrtes Weltbewußtsein, weil sie eine verkehrte Welt sind. Die Religion ist die allgemeine Theorie dieser Welt, ihr enzyklopädisches Kompendium, ihre Logik in populärer Form, ihr spiritualistischer Point-d'honneur |Ehrenpunkt|, ihr Enthusiasmus, ihre moralische Sanktion, ihre feierliche Ergänzung, ihr allgemeiner Trost- und Rechtfertigungsgrund. Sie ist die phantastische Verwirklichung des menschlichen Wesens, weil das menschliche Wesen keine wahre Wirklichkeit besitzt. Der Kampf gegen die Religion ist also mittelbar der Kampf gegen jene Welt, deren geistiges Aroma die Religion ist.
Das religiöse Elend ist in einem der Ausdruck des wirklichen Elendes und in einem die Protestation gegen das wirkliche Elend. Die Religion ist der Seufzer der bedrängten Kreatur, das Gemüt einer herzlosen Welt, wie sie der Geist geistloser Zustände ist. Sie ist das Opium des Volkes.
Die Aufhebung der Religion als des illusorischen Glücks des Volkes ist die Forderung seines wirklichen Glücks. Die Forderung, die Illusionen über einen Zustand aufzugeben, ist die Forderung, einen Zustand aufzugeben, der der Illusionen bedarf. Die Kritik der Religion ist also im Keim die Kritik des Jammertales, dessen Heiligenschein die Religion ist.
Die Kritik hat die imaginären Blumen an der Kette zerpflückt, nicht damit der Mensch die phantasielose, trostlose Kette trage, sondern damit er die Kette abwerfe und die lebendige Blume breche. Die Kritik der Religion enttäuscht den Menschen, damit er denke, handle, seine Wirklichkeit gestalte wie ein enttäuschter, zu Verstand gekommener Mensch, damit er sich um sich selbst und damit um seine wirkliche Sonne bewege. Die Religion ist nur die illusorische Sonne, die sich um den Menschen bewegt, solange er sich nicht um sich selbst bewegt.
Es ist also die Aufgabe der Geschichte, nachdem das Jenseits der Wahrheit verschwunden ist, die Wahrheit des Diesseits zu etablieren. Es ist zunächst die Aufgabe der Philosophie, die im Dienste der Geschichte steht, nachdem die Heiligengestalt der menschlichen Selbstentfremdung entlarvt ist, die Selbstentfremdung in ihren unheiligen Gestalten zu entlarven. Die Kritik des Himmels verwandelt sich damit in die Kritik der Erde, die Kritik der Religion in die Kritik des Rechts, die Kritik der Theologie in die Kritik der Politik."

Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie, Einleitung, 1844.

Det er med beklagelse vi må konstatere at man fra grupperinger som i det mindste hidtil har været antaget at være religiøse udøves hvad der dårligt kan betegnes som andet end homosexuel propaganda, om der ikke er tale om egentlige hvervekampagner. Der er en kendt sag at den katolske kirke, i særdeleshed Vatikanet, fungerer som et formeligt Mekka for ikke blot homosexuelle men også pædofile, samt tillige at den danske folkekirkes ultraliberale forhold til homosexualitet i bund og grund ikke kan opfattes som andet end en ansporing for menighederne. Men at nu selv Jehovas Vidner, som de færreste vel har tiltroet en sådan dagsorden, begynder skønt på en endnu noget underspillet måde, at indføje disse sexuelle budskaber i deres udgivelsers billedmateriale må betegnes som et vendepunkt (se fig. 1). At de selvsamme budskaber på en endog mere udtrykkeligt sjofel og billedlig facon udbredes af Amerikas evangeliske trossamfund må siges at lade al tvivl tilbage (se fig. 2).


Fig. 1.



Fig. 2. Se video

Indtil for få år siden mente formentlig mange gudløse at være historiens retmæssige sejrherrer, men med religionens uafviselige tilbagekomst føler de sig nu forståeligt nok trængt, et udslag af hvilket ses i kristendomsbekæmperen Burkhard Müllers netop publicerede artikel 'Das Konzept Gott – warum wir es nicht brauchen', som i erkendelse af situationens sande karakter slår til lyd for en ateistisk oprustning. Noget tyder på at den overlegenhed og det hovmod, hvormed religionen fra dén side sædvanligvis er blevet behandlet nu vitterlig står for fald. Lad os citere,

"lange [schien], in Europa wenigstens, die Zeit für den Atheismus zu arbeiten. Statt sich in nutzlosen Wortgefechten mit Uneinsichtigen zu verzetteln, konnte man ja auch einfach warten, bis deren Position von selbst zerbröselte und verfiel, gleichsam der historischen Schwerkraft folgend.

Diese goldenen Zeiten gehen aber jetzt vielleicht zu Ende; und es werden in Zukunft möglicherweise wieder, wie schon einmal, die Atheisten sein, die der Gesellschaft über ihren Standpunkt Rechenschaft zu geben haben; das heißt, wenn es dann noch Diskussionen geben wird und nicht an deren Stelle abgestufte Zwangsmaßnahmen treten. In jedem Fall kommt es mir inzwischen nicht mehr überflüssig vor, den Atheismus neu zu munitionieren, damit er angesichts einer anwachsenden neuen Religiosität nicht völlig nackt dasteht."

Burkhard Müller: 'Das Konzept Gott – warum wir es nicht brauchen'